Ventetiden er ovre

af Julia Svanholm

D.12 september kl.16:41 blev vores datter født. Sund og rask, og helt enormt dejlig. En vellykket graviditet er ovre, og en ny tilværelse som forældre, og som en familie på tre, starter. Og hvor er det altså bare vildt!

Vi har det alle godt, og den første tid med hende går godt. Vi lærer hinanden bedre at kende dag for dag, og “fejl” begået den ene dag, lærer vi af til den næste. Det er lige dele hårdt og dejligt, og på ingen måde hvad vi havde forestillet os.

Fødslen gik godt, og det var en stærk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Det siges, at smerterne glemmes, men dér er jeg ikke helt nået til endnu… Mere om det i min fødselsberetning, som jeg snart deler med dig herinde. Hele oplevelsen, fra de første veer til vi er hjemme igen.

Henriks 14 dages barsel er netop slut, og han er tilbage på arbejde igen. Tiden herhjemme går med et utal af amninger, bleskift og hyggestunder, alt imens min krop kommer sig ovenpå fødslen.

Har du spørgsmål til fødslen og den første tid, som du godt kunne tænke dig svar på, så er du hjertens velkommen til at lægge en kommentar i feltet nedenfor, og så fletter jeg mine svar ind i mine kommende opslag.

Skriv en kommentar