Kvindens cyklus – den simple version

af Julia Svanholm

Der er flere måder at forklare og anskue kvindens cyklus på, og jeg vil forsøge at forklare den så simpelt som overhovedet muligt. Opslaget kan ikke erstatte tykke lærebøger, men det kan forklare det mest nødvendige der er at vide om kvindens cyklus, hvis du ikke lige er så meget til de tykke bøger og detaljerede forklaringer. Hvis du gerne vil have en mere uddybende forklaring, så er du velkommen til at skrive til mig, og så kan vi nørde sammen!

Jeg mener, at der er behov for det her opslag, da kvindens cyklus kan være ret svær at forstå, men samtidig også er ret vigtig at forstå. Både for kvinder, som gerne vil lære deres krop bedre at kende, men især for de kvinder, som ønsker at blive gravide. Ofte er det kun menstruationen som er i fokus, men kvindens cyklus er meget mere end “blot” en menstruation. Det er dog helt forståeligt, hvis du tænker, at kvindens cyklus udelukkende handler om menstruationen, og især fordi den også omtales som “menstruationscyklussen”. Menstruationen er derudover også allermest tydelig – ja altså… blodet, mavekramperne og den lidt-for-velkendte bums på hagen taler vidst sit tydelige sprog – hvorimod alle de andre dele af kvindens cyklus ikke er helt ligeså fremtrædende. Den er ret kompleks, og den bliver styret af et nøje planlagt sammenspil mellem hjernen, hormoner og kirtler.

Hov, hov! STOP Julia! “Hormoner og kirtler”?! Hvad er nu det for nå’et?

Nå’et som (heldigvis) ikke er nødvendigt at vide noget om, for at kunne forstå det vigtigste omkring kvindens cyklus. Det eneste du skal vide er, at kvindens cyklus bliver styret af hormoner. Kort sagt er hormoner små budbringere, og de har til funktion at sende et signal til kroppen om, at den skal gøre “noget”. Hvis der er rod i dine hormoner, så kan det bl.a. vise sig i din cyklus, og derfor er det rigtig godt at kende sin cyklus. Derudover er det også godt at kende sin cyklus, når du på et tidspunkt gerne vil blive gravid, da den spiller en kæmpe rolle!

Kvindens cyklus er opdelt i to dele, som overlapper og påvirker hinanden, men som har forskellige formål. Der er dog ét overordnet formål, og det er heldigvis meget simpelt. Formålet med hele molevitten er nemlig for kroppen at forberede sig på at blive gravid – skønt med noget simpelt ik?

Cyklussen har en vis længde og den opgøres i et “antal dage”. Den gennemsnitlige cykluslængde har en varighed på 28-29 dage, men kan vare mellem 23-35 dage og stadig være betegnet som “normal”. Herudover skelnes der også mellem om din cyklus er regelmæssig eller uregelmæssig, hvilket afhænger af om længden er nogenlunde den samme fra cyklus til cyklus.

Den første del af cyklussen har til formål at forberede et æg på at blive frigivet, og at livmoderen gøres klar til at kunne tage imod det lille æg. Den anden del af cyklussen har til formål at forberede og gøre både livmoder og kroppen klar på at acceptere et befrugtet æg, eller på at starte den næste cyklus, hvis en graviditet ikke sker.

Mellem første og anden del ligger der en ægløsning, og her frigives / løsnes ægget fra én af æggestokkene – surprise. Æggene sidder fast i små beholdere (follikler) og ved ægløsningen frigiver en dominant follikel sit æg. Lige idet ægget er blevet frigivet, starter det sin vandring mod livmoderen. Livmoderen har siden slutningen af menstruationen forberedt sig på at tage imod et befrugtet æg efter ægløsningen, og den er derfor beklædt med et “lækkert” og svampet lag, som er klar til at gribe det befrugtede æg. Hvis ægget ikke er blevet befrugtet, så vil det gå til grunde og “ryge med ud” under menstruationen. Menstruationen markerer altså, at en graviditet ikke er sket, og derfor er det også det mest sikre tegn på, at du ikke er blevet gravid*. Menstruationen er egentlig livmoderens måde at “rydde op” og gøre sig klar til igen at kunne forberede sig på en graviditet. Under din menstruation er det altså det tidligere beskrevne “lækre” og “svampede” lag, som skal ud, og du skal se din menstruation som en renselsesproces.

* Selvom du er blevet gravid, så kan du godt bløde en smule i starten. Kontakt din læge, hvis du føler dig usikker.

Den første dag i din menstruation er den første dag i en ny cyklus, og derfor er menstruationen også det eneste tegn på, at en ny cyklus er begyndt. Du starter altså en ny cyklus med din menstruation, og selvom den kan gøre ondt og være træls, så prøv at se den som værende kroppens måde at starte forfra på. En tid hvor du skal nurse om dig selv. Jeg har fx den rutine, at jeg bruger en speciel ansigtsmaske og hårkur, når jeg har min menstruation – og så tillader jeg mig at spise ALT den chokolade, som jeg lyster! Der er naturligvis kvinder, som får det så vanvittigt dårligt under deres menstruation, at den nærmest er invaliderende for dem. Hvis du er én af dem, så bedes du venligst se bort fra min “glorificering” af menstruationen, for hold da op, hvor må du virkelig være træt af den!

For at opslaget ikke bliver alt for langt og begynder at bevæge sig ud af en tangent, så runder jeg af med at takke for, at du læste med helt herned til. Du har holdt godt ud, og jeg håber, at du går herfra med ny viden, som du kan bruge til noget. Hvis du har nogle spørgsmål, eller hvis du går rundt og håber på et mere uddybende opslag om kvindens cyklus ift. at opnå graviditet, så er du velkommen til at skrive til mig.

Skriv en kommentar