Målstregen er mere end tæt på, og der går ikke længe før vi står med vores datter i armene. En datter, som indtil videre ikke har været særlig lydhør overfor min læge-fastsatte terminsdato d. 4 september… Derfor venter vi. Og vi venter. Og både Henrik og jeg, som begge er ret så tålmodige mennesker, oplever at være de absolut mindst tålmodige i disse dage.
Men hun kommer, når hun kommer. Og vi glæder os!
Under alt ventetiden, har jeg tænkt tilbage på tiden inden jeg blev gravid. Hvad vi gjorde og tænkte inden jeg stod med en positiv test i hånden om morgenen d. 23 december. For udover den absolut mest åbenlyse “aktivitet” (blink blink), så gjorde vi nogle ting, som jeg tror, har været afgørende for, at det lykkedes på det tidspunkt det gjorde.
Lidt historie
Da jeg stoppede med at tage mine p-piller nogle måneder før vi gerne ville i gang, så var jeg klar over, at min cyklus højst sandsynligt ville brokke sig lidt. Jeg forventede, at der ville gå nogle måneder, før den ville blive regelmæssig, og som jeg kendte den fra min tid uden p-piller. Min cyklus var ganske rigtig lidt “fjollet” i de første måneder, men i stedet for at den blev bedre og mere regelmæssig, jo mere “fjollet” blev den – ja faktisk måske ligefrem skør.
Inden min seneste omgang på p-piller, var min cyklus af den helt klassiske og gennemsnitlige slags, som du læser om i bøger. Regelmæssig og med en varighed vekslende mellem 30-32 dage. Jeg følte, at jeg kunne mærke min ægløsning ca. midt i min cyklus hver måned, og jeg nød at være i “kontakt” med min krop på den måde.
Jeg havde derfor en klar forventning om, at når min krop havde fået tid til at sunde sig efter 2 år på p-piller, at jeg så ville ryge tilbage i min “sædvanelige cyklus” igen. Det gjorde jeg bare ikke.
Hormoner, akne på ryggen og en uregelmæssig cyklus
Min cyklus blev nemlig mere og mere uregelmæssig, ligesom at den blev længere og længere. I de måneder vi forsøgte, opførte min cyklus sig mere og mere skørt. Den ene måned var den 32 dage. Den anden måned 39 dage. Den tredje måned 40 dage… Samtidigt var jeg begyndt at få en masse akne på ryggen, som jeg havde svært ved at få væk.
Som du kan læse i mit opslag om kvindens cyklus, så styres den af hormoner, og jeg mistænkte derfor hurtigt, at min hormonbalance var blevet slået ud af kurs. Muligvis forårsaget af mit seneste brug af p-piller. Derfor tog jeg en tur forbi min læge. Han bad mig komme tilbage næste gang jeg fik min menstruation, og her ville han tage blodprøver, så vi kunne få et indblik i min hormonbalance.
Ægløsningstests
Jeg vidste, at det var vigtigt at finde min ægløsning, og derfor havde jeg forsøgt mig med ægløsningstests i månederne forud for mit besøg hos lægen. Jeg kunne ikke finde dagen for min ægløsning, og jeg var begyndt at tro, at jeg slet ikke fik ægløsninger. Babyplan har lavet et interview med mig, hvor vi har gennemgået min brug af ægløsningstests i månederne op til den den positive graviditetstest, og interviewet kan du læse her for flere detaljer.
I den måned, hvor det lykkedes, havde jeg testet med ægløsningstests hver dag hele min cyklus igennem. Simpelthen for at finde min ægløsning, såfremt den fandtes. Jeg var blevet ret så nysgerrig og opsat på at finde ud af, om jeg overhovedet fik ægløsning, og derfor gik jeg lidt ekstremt til værks og testede hele måneden igennem. Og i den måned, fandt jeg min ægløsning. Og i den måned blev jeg gravid.
10 dage senere end det tidspunkt, hvor jeg havde forventet, at min ægløsning ville være. Og derfor 10 dage senere end det tidspunkt, hvor vi var “aktive på lagnerne”. Vi havde derfor fuldstændig misset det tidspunkt, hvor jeg rent faktisk kunne blive gravid. Ikke bare med et par dage, men med hele 10 dage, og af den årsag, at min cyklus var så uregelmæssig og “skør”, som den var…
Mine 3 bedste råd til at opnå graviditet
Her til sidst vil jeg dele mine 3 råd til at opnå graviditet, som er baseret på mine og Henriks erfaringer. Under min graviditet har jeg tit tænkt på, at der højst sandsynligt var gået en del længere tid, hvis vi ikke havde gjort, som vi havde. Netop fordi min cyklus var som den var.
Dermed ikke sagt, at din cyklus skal være skør, for at du kan bruge min råd. Tværtimod. Rådende ville jeg give til enhver, der spørger mig til råds om at opnå graviditet.
1. Kend din cyklus
Mit ultimative bedste råd til dig, hvis du gerne vil blive gravid. Lær din cyklus at kende. Brug noget tid på at forstå kvindens cyklus, og lær så din egen at kende.
Igen vil jeg bringe mit eget opslag om kvindens cyklus på banen.
2. Brug ægløsningstests
Hvis du gerne vil være gravid, og du/I ikke blot tager det som det kommer, så er det en god ide at teste for din ægløsning. Ægløsningen markerer dét tidspunkt, hvor det i din cyklus er muligt at blive gravid, og med ægløsningstests kan du finde den dag. Læs evt. mit opslag om brugen af både ægløsnings- og graviditetstests.
Vi brugte Babyplans ægløsningstests og graviditetstests (reklamelinks).
3. Forbered din krop og dit sind
Jeg har tidligere skrevet tre opslag, som handler om forberedelser inden graviditet. I det ene opslag får du mine råd til at forberede din krop bedst muligt inden en graviditet. Her tager jeg både udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men også mine og andre gravides anbefalinger. I det andet opslag giver jeg mit synspunkt på hvordan du rent mentalt kan forberede dig bedst muligt på at blive gravid. Sidst giver jeg også mine råd til at forberede sig rent økonomisk, inden og evt. under en graviditet.
Dermed ikke sagt, at det er nødvendigt at forberede sig, for at opnå graviditet. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på, og du skal gøre det på præcis den måde, som du føler bedst for.