DIY: Når én dyne bliver til tre

af Julia Svanholm

Lige om lidt bliver to til tre herhjemme, men det er nu ikke det, som jeg vil skrive om i denne omgang. For i dag skal det handle om dyner! Ja, du læste rigtigt… Dyner. Nærmere bestemt, dyner til babyer og børn.

Vi stod for nyligt og skulle til at købe to babydyner. Én til sengen og én til barnevognen. Dyner kan hurtigt blive en bekostelig affære, hvis dynen skal være af en vis kvalitet, og når vi så skulle have to… Ja, så løber det altså hurtigt op. Hvis man så ligger dét oveni, at en babydyne bruges helt exceptionelt kort tid, i forhold til en voksendyne, så gør det næsten ondt at “investere” bare en smule i kvalitet og nye dyner, til de helt små størrelser. For os betyder det dog meget, at hun får en ordentlig babydyne, og her især fordi hun ikke på samme måde kan smide den af sig eller fortælle os, at den er træls. Vi kender vist alle til dét at sove med en dårlig dyne… Det er faktisk ikke så rart.

Vi skulle lige til at bestille dynerne, men så kom jeg på noget – hvordan, ved jeg ikke – men jeg synes altså, at det er ret godt tænkt. Jeg vil faktisk gå så langt, som at kalde det et vaskeægte dyne-lifehack. Det er nemlig sådan, at de fleste dyner produceres ud fra nogle standardmål, og det gælder ikke kun voksendyner, men derimod også baby- og juniordyner.

  • En typisk babydyne måler 70 x 100 cm.
  • En typisk juniordyne måler 100 x 140 cm.
  • En typisk voksendyne måler 140 x 200 cm.

Hvad kan du bruge den information til?

Som du kan se på ovenstående tegning, så kan en helt almindelig voksendyne med målene 140 x 200 cm. opdeles i tre nye dyner (nemlig 2 babydyner og 1 juniordyne). Med blot en smule hjælp fra en symaskine, kan du altså klare dyne-indkøbet til et barn, ved blot at købe én dyne og modificere den en smule. Så har du dyner til de næste mange år, men du har kun betalt for én. Med to babydyner har du både en dyne til sengen og en dyne til barnevognen, og juniordynen kan enten pakkes væk og tages frem når barnet er stort nok, eller agere “puttedyne” / legetæppe indtil den skal bruges.

Hvordan skal det gøres?

Først og fremmest, skal du have anskaffet dig en voksendyne med målene 140 x 200 cm.. Vælg den type dyne, som passer bedst til dit barn, og her tænker jeg især på materialet inde i dynen. Herefter skal du måle dynen op, så den passer med tegningen. Når målene passer, er det tid til at klippe dynen ud i de tre dele, hvorefter du syr den sammen.

Et lille tip: Brug evt. knappenåle til at lukke materialet inde, så det ikke falder ud, når du syr stoffet sammen igen.

Det tog mig 1 time at lave dynerne, så hvis du har mod på det, og interessen naturligvis, så kan du på meget kort tid også være indehaver af ikke bare én, men hele tre dyner! Hvis du ikke lige selv står og mangler tre dyner til et barn, så kender du måske nogen som gør, og i så fald er du hjertens velkommen til at dele min lille guide. God arbejdslyst!

Skriv en kommentar