Det er ingen hemmelighed, at dit underliv har brug for lidt ekstra kærlighed og pleje i de første uger efter en fødsel. Det var jeg godt klar over inden fødslen, men jeg havde ikke sørget for at erhverve mig de ting, som kunne hjælpe mig igennem helingsprocessen. Meget har jeg forberedt mig på, men ikke lige det her… Det resulterede i en del ture på apoteket og søgen på nettet efter de rette produkter. Den energi som jeg lagde i dét, ville jeg egentlig gerne have brugt andetsteds. Jeg tænker, at du nok også gerne vil spare den tid, og derfor er her en liste med de produkter, som jeg var glad for at have til ugerne efter fødslen.

De mest brugbare ting

Af de mest brugbare ting, er der især her smertelindrende produkter, som kunne gøre det udholdeligt for mig at sidde ned eller gå (en ultra kort) tur med barnevognen. Derudover er der naturligvis de mere hygiejne-relaterede produkter, som også er ret gode at have styr på inden fødslen. De er jo ikke ligefrem “plejende”, men jeg tænker da, at de har en understøttende effekt ift. at helingen sker så hygiejnisk som muligt. Produkterne som er på denne liste er de, som jeg selv benyttede mig af, da jeg har god erfaring med dem, men der findes helt sikkert også andre produkter på markedet, som kan gøre det ligeså fint.

Skylleflaske

De fleste fødende får en bristning i underlivet i én eller anden grad, og hold nu op, hvor var jeg glad for, at jeg ikke skulle tørre mig med (godt nok Lambis den ekstra bløde) toiletpapir flere gange om dagen, men i stedet kunne vaske med lunkent eller køligt vand. Flasken fra Momkind har jeg været rigtig glad for, fordi den er nem at bruge og samtidig har en blød stråle. Strålen bliver nemlig fordelt fint og bredt, og selve halsen har en god vinkel, så du uden besvær kan komme til.

Bind…

Libresse og Always kan altså ikke følge med her… Du skal have anskaffet dig nogle bløde, tykke og lange efterfødselsbind, som kan suge en del. Du vil højst sandsynligt bløde meget og længe, og så er det altså rart, at du har nogle ordentlige bind liggende. Kombinér med trusser, som sidder godt og tæt, og så skal det hele nok gå. Jeg brugte efterfødselsbind fra Natracare, og de var virkelig rare at bruge. Bløde og godt-sugende!

… og rigeligt af dem!

Køb gerne bind, så du har et lille lager. Jeg løb tør efter 1 uge, og måtte afsted for at finde dem nede i byen. Jeg brugte omkring 1/2 pakke om dagen (én pakke af 10 bind) i den første uge, hvorefter jeg lidt efter lidt kunne trappe ned over de efterfølgende uger, for så igen at bruge almindelige bind. Sååå, der skal en del pakker til, men du vil takke dig selv, når du bare kan række hånden ind i skabet og tage en ny pakke, i stedet for at skulle ud og købe flere / bestille flere hjem. Og dém du ikke får brugt, kan du bruge som natbind efterfølgende, så de går ikke til spilde. Jeg tog også et par bind med i fødselstasken, så jeg kunne få “comfort” allerede nede på hospitalet.

Lokalbedøvende gel

Det var simpelthen så rart, at jeg på de mere smertefulde tidspunkter kunne smøre med en lokalbedøvende gel, som kunne tage toppen af den værste smerte. Her især fordi jeg sad rigtig meget ned, da jeg enten ammede Lea eller havde hende sovende på mig. Jeg brugte en gel, som kan købes som håndkøb på apoteket, og den hedder “Xylocain 2%”.

Smertelindrende og plejende servietter

Servietterne ligges på bindet, så det har kontakt med det sted, hvor det gør allermest ondt. De er kølende og plejende, og så hjalp det på kløen fra de rifter, sår og sting, som jeg havde erhvervet mig. Jeg brugte “Kompresser – Efter Fødsel” fra Multi-Gyn, og de kan købes på apotekerne, i Matas og på nettet.

Smertestillende medicin

Ring gerne til din læge og forhør dig om smertestillende til ammende (hvis du skal det), og få en recept hertil så du kan købe en lidt større mængde end ved håndkøb.


Jeg håber, at ovenstående liste vil hjælpe dig med at klargøre et lille apotek derhjemme, så du ikke behøver at besøge de store af slagsen – i hvert fald ikke lige så mange gange, som jeg gjorde. Stort held og lykke med fødslen!

0 kommentarer
FacebookTwitterPinterestEmail

D.12 september kl.16:41 blev vores datter født. Sund og rask, og helt enormt dejlig. En vellykket graviditet er ovre, og en ny tilværelse som forældre, og som en familie på tre, starter. Og hvor er det altså bare vildt!

Vi har det alle godt, og den første tid med hende går godt. Vi lærer hinanden bedre at kende dag for dag, og “fejl” begået den ene dag, lærer vi af til den næste. Det er lige dele hårdt og dejligt, og på ingen måde hvad vi havde forestillet os.

Fødslen gik godt, og det var en stærk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Det siges, at smerterne glemmes, men dér er jeg ikke helt nået til endnu… Mere om det i min fødselsberetning, som jeg snart deler med dig herinde. Hele oplevelsen, fra de første veer til vi er hjemme igen.

Henriks 14 dages barsel er netop slut, og han er tilbage på arbejde igen. Tiden herhjemme går med et utal af amninger, bleskift og hyggestunder, alt imens min krop kommer sig ovenpå fødslen.

Har du spørgsmål til fødslen og den første tid, som du godt kunne tænke dig svar på, så er du hjertens velkommen til at lægge en kommentar i feltet nedenfor, og så fletter jeg mine svar ind i mine kommende opslag.

0 kommentarer
FacebookTwitterPinterestEmail
gravid uge 40

Målstregen er mere end tæt på, og der går ikke længe før vi står med vores datter i armene. En datter, som indtil videre ikke har været særlig lydhør overfor min læge-fastsatte terminsdato d. 4 september… Derfor venter vi. Og vi venter. Og både Henrik og jeg, som begge er ret så tålmodige mennesker, oplever at være de absolut mindst tålmodige i disse dage.

Men hun kommer, når hun kommer. Og vi glæder os!

Under alt ventetiden, har jeg tænkt tilbage på tiden inden jeg blev gravid. Hvad vi gjorde og tænkte inden jeg stod med en positiv test i hånden om morgenen d. 23 december. For udover den absolut mest åbenlyse “aktivitet” (blink blink), så gjorde vi nogle ting, som jeg tror, har været afgørende for, at det lykkedes på det tidspunkt det gjorde.

Lidt historie

Da jeg stoppede med at tage mine p-piller nogle måneder før vi gerne ville i gang, så var jeg klar over, at min cyklus højst sandsynligt ville brokke sig lidt. Jeg forventede, at der ville gå nogle måneder, før den ville blive regelmæssig, og som jeg kendte den fra min tid uden p-piller. Min cyklus var ganske rigtig lidt “fjollet” i de første måneder, men i stedet for at den blev bedre og mere regelmæssig, jo mere “fjollet” blev den – ja faktisk måske ligefrem skør.

Inden min seneste omgang på p-piller, var min cyklus af den helt klassiske og gennemsnitlige slags, som du læser om i bøger. Regelmæssig og med en varighed vekslende mellem 30-32 dage. Jeg følte, at jeg kunne mærke min ægløsning ca. midt i min cyklus hver måned, og jeg nød at være i “kontakt” med min krop på den måde.

Jeg havde derfor en klar forventning om, at når min krop havde fået tid til at sunde sig efter 2 år på p-piller, at jeg så ville ryge tilbage i min “sædvanelige cyklus” igen. Det gjorde jeg bare ikke.

Hormoner, akne på ryggen og en uregelmæssig cyklus

Min cyklus blev nemlig mere og mere uregelmæssig, ligesom at den blev længere og længere. I de måneder vi forsøgte, opførte min cyklus sig mere og mere skørt. Den ene måned var den 32 dage. Den anden måned 39 dage. Den tredje måned 40 dage… Samtidigt var jeg begyndt at få en masse akne på ryggen, som jeg havde svært ved at få væk.

Som du kan læse i mit opslag om kvindens cyklus, så styres den af hormoner, og jeg mistænkte derfor hurtigt, at min hormonbalance var blevet slået ud af kurs. Muligvis forårsaget af mit seneste brug af p-piller. Derfor tog jeg en tur forbi min læge. Han bad mig komme tilbage næste gang jeg fik min menstruation, og her ville han tage blodprøver, så vi kunne få et indblik i min hormonbalance.

Ægløsningstests

Jeg vidste, at det var vigtigt at finde min ægløsning, og derfor havde jeg forsøgt mig med ægløsningstests i månederne forud for mit besøg hos lægen. Jeg kunne ikke finde dagen for min ægløsning, og jeg var begyndt at tro, at jeg slet ikke fik ægløsninger. Babyplan har lavet et interview med mig, hvor vi har gennemgået min brug af ægløsningstests i månederne op til den den positive graviditetstest, og interviewet kan du læse her for flere detaljer.

I den måned, hvor det lykkedes, havde jeg testet med ægløsningstests hver dag hele min cyklus igennem. Simpelthen for at finde min ægløsning, såfremt den fandtes. Jeg var blevet ret så nysgerrig og opsat på at finde ud af, om jeg overhovedet fik ægløsning, og derfor gik jeg lidt ekstremt til værks og testede hele måneden igennem. Og i den måned, fandt jeg min ægløsning. Og i den måned blev jeg gravid.

10 dage senere end det tidspunkt, hvor jeg havde forventet, at min ægløsning ville være. Og derfor 10 dage senere end det tidspunkt, hvor vi var “aktive på lagnerne”. Vi havde derfor fuldstændig misset det tidspunkt, hvor jeg rent faktisk kunne blive gravid. Ikke bare med et par dage, men med hele 10 dage, og af den årsag, at min cyklus var så uregelmæssig og “skør”, som den var…

Mine 3 bedste råd til at opnå graviditet

Her til sidst vil jeg dele mine 3 råd til at opnå graviditet, som er baseret på mine og Henriks erfaringer. Under min graviditet har jeg tit tænkt på, at der højst sandsynligt var gået en del længere tid, hvis vi ikke havde gjort, som vi havde. Netop fordi min cyklus var som den var.

Dermed ikke sagt, at din cyklus skal være skør, for at du kan bruge min råd. Tværtimod. Rådende ville jeg give til enhver, der spørger mig til råds om at opnå graviditet.

1. Kend din cyklus

Mit ultimative bedste råd til dig, hvis du gerne vil blive gravid. Lær din cyklus at kende. Brug noget tid på at forstå kvindens cyklus, og lær så din egen at kende.

Igen vil jeg bringe mit eget opslag om kvindens cyklus på banen.

2. Brug ægløsningstests

Hvis du gerne vil være gravid, og du/I ikke blot tager det som det kommer, så er det en god ide at teste for din ægløsning. Ægløsningen markerer dét tidspunkt, hvor det i din cyklus er muligt at blive gravid, og med ægløsningstests kan du finde den dag. Læs evt. mit opslag om brugen af både ægløsnings- og graviditetstests.

Vi brugte Babyplans ægløsningstests og graviditetstests (reklamelinks).

3. Forbered din krop og dit sind

Jeg har tidligere skrevet tre opslag, som handler om forberedelser inden graviditet. I det ene opslag får du mine råd til at forberede din krop bedst muligt inden en graviditet. Her tager jeg både udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men også mine og andre gravides anbefalinger. I det andet opslag giver jeg mit synspunkt på hvordan du rent mentalt kan forberede dig bedst muligt på at blive gravid. Sidst giver jeg også mine råd til at forberede sig rent økonomisk, inden og evt. under en graviditet.

Dermed ikke sagt, at det er nødvendigt at forberede sig, for at opnå graviditet. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på, og du skal gøre det på præcis den måde, som du føler bedst for.

0 kommentarer
FacebookTwitterPinterestEmail

1 september. I min verden starter efteråret i dag. Måske du gerne vil holde fast i sommerens varme og lyse nætter lidt endnu, men jeg higer altså efter efteråret. Den kolde og friske luft, orange-brune blade på træerne, strik og varme drikke under et tæppe. Hold da op, hvor jeg elsker efterår!

Efteråret er i sig selv en fantastisk sæson, men de koldere måneder tager også en stil med sig, som tiltaler mig på flere fronter. Naturfarver, strik, lange kjoler, varme sokker, lange bukser, flotte skjorter og frakker. Fantastisk!

Links til efterårsgodterne
– Reklamelinks: Lulu’s Wardrobe og ANNEBRAUNER

1 // Hvid skjorte fra NORR

2 // Brun satin nederdel fra SECOND FEMALE

3 // Guldbelagte Hoops fra ANNEBRAUNER

4 // Perlehalskæde fra ANNEBRAUNER

5 // Silketørklæde fra MAGASIN (lige nu 74% rabat!)

6 // Body fra Lulu’s Drawer

7 // Buksedragt fra NORR

8 // Skjorte med broderi fra CONTINUE CPH

9 // Stribet kjole fra JUST FEMALE

10 // Scrunchie fra PICO

Gammelt og nyt tøj

Jeg har de seneste mange måneder haft en stor del af mit tøj opbevaret på loftet – ganske enkelt fordi jeg ikke kan passe det. MEN meget snart (!) flytter min lille huleboer ud og min krop vil så småt begynde at vende tilbage til “normalen”, og så skal tøjet frem fra gemmerne igen. Dog har jeg på nuværende tidspunkt ikke så meget tøj, som er ammevenligt. Derfor har jeg kigget mig omkring efter nye beboere til klædeskabet, og efteråret er da det perfekte tidspunkt at gøre det på!

Jeg er dog ikke meget for at købe decideret “amme-tøj”, som jeg kun kan bruge i ammeperioden. Jeg vil gerne kunne fortsætte med at bruge tøjet efter ammeperioden også, både af hensyn til miljøet og min pengepung. Jeg har derfor primært fundet tøj, som ville pryde hylderne og bøjlerne i mit klædeskab, men som samtidigt kan bruges både under ammeperioden og efter.

Reklamelinks – en lille forklaring

Mine links til Lulu’s Wardrobe og ANNEBRAUNER er det der hedder affiliate links, og derfor har jeg skrevet “reklamelinks” i opslaget. Linket fungerer på den måde, at hvis du køber noget fra én af de to hjemmesider efter at have klikket på mit link, så får jeg en procentdel af købet. På den måde kan jeg tjene en lille skilling, for det arbejde jeg ligger her på Da Blog – og som altid lover jeg at bruge pengene på kage!

Det er vigtigt for mig, at du ved, at jeg selv opsøger de virksomheder, som jeg har affiliate partnerskaber med. Fx er Lulu’s Wardrobe min absolutte go-to, når jeg skal finde nyt tøj online. Her især fordi de udelukkende sælger tøj fra overskudslagrene hos lækre modebrands og derfor kan tilbyde store rabatter – bæredygtighed og pengepungs-venlighed… what’s not to like? Netop fordi jeg i forvejen primært gør brug af Lulu’s Wardrobe til mine tøjkøb, så gav det mening for mig at søge efter et samarbejde med dem, og det var de heldigvis friske på.

Jeg synes, at det er nødvendigt med en lille forklaring, da der efterhånden er så mange skjulte reklamer omkring os, og fordi jeg selv er ret så kritisk overfor reklamer, som ses i høj grad på sociale medier.

God 1 september <3

0 kommentarer
FacebookTwitterPinterestEmail

Det er alt for nemt at glemme at forkæle sig selv i hverdagen. Måske er det svært for dig, at finde overskuddet til at forkæle dig selv i en hverdag, hvor de praktiske gøremål fylder og regerer? Eller måske er du fyldt med dårlig samvittighed over ikke at have tid nok til dem du elsker, at du ikke kan unde dig selv en smule opmærksomhed? Der kan være mange grunde, men måske det primært handler om dit perspektiv på selvforkælelse? Det var det hvert fald for mig.

“Alt eller intet”-attituden

Jeg har tidligere haft det sådan, at “selvforkælelsen” skal være af en vis størrelse, hvis det skal rykke på selvforkælelses-barometeret. Hvis jeg fx skulle forkæle mig selv med en tiltrængt ansigtsmaske, så skulle det være i forbindelse med den helt store hjemmespasoplevelse på badeværelset med levende lys, vin, snacks og den bløde morgenkåbe. Jeg havde det her indre billede af, at ansigtsmasken hang sammen med hele det set-up, som jo var drømmen at krydre en almindelig onsdag aften med. Jeg havde en “alt eller intet”- attitude til selvforkælelse, og derfor skulle det enten være hele molevitten eller intet. Så hellere vente til jeg havde tiden til at gøre det fuldt ud…

Problemet med ovenstående holdning er bare, at lige præcis dén almindelige onsdag aften, hvor jeg endelig havde sat tid af til at gennemføre “hele molevitten”, var den onsdag, hvor Henrik havde det dårligt, og derfor skulle have min omsorg. Et tidspunkt hvor alenetid pludselig ikke var en mulighed, som agerede fundament for mit lille spa set-up.

Men hvad skete der så med min selvforkælelses-spaoplevelse på badeværelset? Jo, den blev naturligvis udskudt. Så vigtig var den jo heller ikke – og da især ikke i forhold til Henriks velbefindende.

selvforkælelse i hverdagen

Om at værdsætte de små ting

Ovenstående er jo bare en tænkt situation, og Henrik har hverken haft det dårligt eller “spoleret” min selvforkælelses-spaoplevelse på badeværelset. Ovenstående er simpelthen bare for at visualisere problemet med min “alt eller intet”-forestilling om selvforkælelse. Det fungerer altså ikke i det lange løb, og især ikke når vi lige om lidt udvider vores familie med et lille menneske, som kræver min og vores opmærksomhed.

Hemmeligheden til mere selvforkælelse i hverdagen, ligger altså i at værdsætte de små ting i hverdagen noget mere. Samtidig med at “alt eller intet”-attituden skal gemmes langt væk i en mørk kælder. De fleste af os forkæler nok egentlig os selv ret meget i hverdagen, men vi ligger måske ikke mærke til det, fordi drømmen om “det bedre” tiltaler os mere.

Keep it simple

Det handler altså mest af alt om at ændre sin indstilling, og tænke lidt mindre i “drømmen”. I stedet for at stile efter den helt store spaoplevelse, så vælger jeg at se det som selvforkælelse, når jeg dagligt renser min hud med skønne produkter, eller når jeg tager en ansigtsmaske på i badet. Hvis du ikke lige er til ansigtsmasker, så kan selvforkælelse også være så simpelt som at opgradere din daglige morgenkaffe ved at købe en anden og mere velsmagende kaffe – og så samtidigt huske at værdsætte den. Din indre livsnyder vil med garanti takke dig, og så er det da heller ikke dårligt, at du bare ved at tænke lidt anerledes, rent faktisk kan nyde din hverdag en smule mere. Haps!

Og så en lille bog-anbefaling her på falderebet. En bog, som giver konkrete ideer til at krydre hverdagen lidt ekstra. Den er skrevet af Emily Salomon og hedder “Hverdagsglamour“, og er én af mine favoritter.

0 kommentarer
FacebookTwitterPinterestEmail

Lige om lidt bliver to til tre herhjemme, men det er nu ikke det, som jeg vil skrive om i denne omgang. For i dag skal det handle om dyner! Ja, du læste rigtigt… Dyner. Nærmere bestemt, dyner til babyer og børn.

Vi stod for nyligt og skulle til at købe to babydyner. Én til sengen og én til barnevognen. Dyner kan hurtigt blive en bekostelig affære, hvis dynen skal være af en vis kvalitet, og når vi så skulle have to… Ja, så løber det altså hurtigt op. Hvis man så ligger dét oveni, at en babydyne bruges helt exceptionelt kort tid, i forhold til en voksendyne, så gør det næsten ondt at “investere” bare en smule i kvalitet og nye dyner, til de helt små størrelser. For os betyder det dog meget, at hun får en ordentlig babydyne, og her især fordi hun ikke på samme måde kan smide den af sig eller fortælle os, at den er træls. Vi kender vist alle til dét at sove med en dårlig dyne… Det er faktisk ikke så rart.

Vi skulle lige til at bestille dynerne, men så kom jeg på noget – hvordan, ved jeg ikke – men jeg synes altså, at det er ret godt tænkt. Jeg vil faktisk gå så langt, som at kalde det et vaskeægte dyne-lifehack. Det er nemlig sådan, at de fleste dyner produceres ud fra nogle standardmål, og det gælder ikke kun voksendyner, men derimod også baby- og juniordyner.

  • En typisk babydyne måler 70 x 100 cm.
  • En typisk juniordyne måler 100 x 140 cm.
  • En typisk voksendyne måler 140 x 200 cm.

Hvad kan du bruge den information til?

Som du kan se på ovenstående tegning, så kan en helt almindelig voksendyne med målene 140 x 200 cm. opdeles i tre nye dyner (nemlig 2 babydyner og 1 juniordyne). Med blot en smule hjælp fra en symaskine, kan du altså klare dyne-indkøbet til et barn, ved blot at købe én dyne og modificere den en smule. Så har du dyner til de næste mange år, men du har kun betalt for én. Med to babydyner har du både en dyne til sengen og en dyne til barnevognen, og juniordynen kan enten pakkes væk og tages frem når barnet er stort nok, eller agere “puttedyne” / legetæppe indtil den skal bruges.

Hvordan skal det gøres?

Først og fremmest, skal du have anskaffet dig en voksendyne med målene 140 x 200 cm.. Vælg den type dyne, som passer bedst til dit barn, og her tænker jeg især på materialet inde i dynen. Herefter skal du måle dynen op, så den passer med tegningen. Når målene passer, er det tid til at klippe dynen ud i de tre dele, hvorefter du syr den sammen.

Et lille tip: Brug evt. knappenåle til at lukke materialet inde, så det ikke falder ud, når du syr stoffet sammen igen.

Det tog mig 1 time at lave dynerne, så hvis du har mod på det, og interessen naturligvis, så kan du på meget kort tid også være indehaver af ikke bare én, men hele tre dyner! Hvis du ikke lige selv står og mangler tre dyner til et barn, så kender du måske nogen som gør, og i så fald er du hjertens velkommen til at dele min lille guide. God arbejdslyst!

0 kommentarer
FacebookTwitterPinterestEmail